Orgelbygning

Orgelbygning er simpelthen noget af det mest fantastiske instrumenthåndværk, man kan forestille sig! Samtidig er orgelbygningshistorie en fantastisk kilde til forståelsen af vores så vel som andres musikkultur. I 1996 kom jeg i kontakt med en mexikansk orgelbygger, mens jeg var på besøg i Mexico City, og det er muligvis en af de mest spændende oplevelser, jeg nogenside har haft.

Nedenstående artikel er skrevet til "ORGLET", medlemsblad for Det Danske Orgelselskab.

Historiske orgler i Mexico - et rejsebrev

Sommerferiens store udenlandsrejse er i år gået til Mexico, hvor det lykkedes at få kontakt til den ene af de i alt kun to (!) orgelbyggere, der findes i hele dette enorme land, der er hjemsted for ca. 91 mio. mennesker. Orgelbyggeren er amerikaner og hedder Susan Tattershall, og hun står til daglig for den praktiske ledelse af orgelbyggeriet Organos Históricos de México.

Det er rent faktisk ikke så ligetil at finde et orgel i Mexico - dvs. et "rigtigt" orgel - i vid udstrækning anvendes der nemlig elektroniske orgler i det utroligt store antal katolske kirker i landet, hvilket ofte giver helt andre associationer i europæiske organist-ører! Dette skyldes først og fremmest, at der kun findes et ganske lille antal pibeorgler overhovedet - ca. 500 registrerede orgler, og - efter Susan Tattershalls vurdering - ca. 100 orgler, der ikke er registrerede. Efter danske forhold er dette temmeligt deprimerende dimensioner, da i alt ca. 600 orgler til 91 mio. mennesker ville betyde, at der i Danmark kun ville være 33 orgler... Dette antal er forbavsende lille, men ydermere er det reelle faktum, at der i hele Mexico - ud af de ca. 600 orgler - kun forventes at være ca. 40 (!), der er i så god stand, at man kan spille på dem...

Nu er der flere forklaringer på dette, men en af de vigtigste er selvfølgelig revolutionen, der mellem 1910 og 1917 afstedkom utroligt mange og blodige opgør, hvilket først efter en lang periode førte til en vis stabilitet rent politisk - en stabilitet, der stadig viser sig at være temmeligt svingende. Revolutionens betydning for den i forvejen lille tradition indenfor orgelbygningen blev, at de håndværkere, der beskæftigede sig med dette eksklusive håndværk, måtte finde andet levebrød for at sikre livets opretholdelse - en skæbne, som de i øvrigt delte med adskillige mio. andre mexicanere, der blev påtvunget en væsentlig anderledes og fattigere levevis. Det skal også her medtages, at indbyggerne i landområderne stadig lever under forhold, som ikke har ændret sig væsentligt siden kolonitiden. Et andet aspekt er, at den katolske kirke, der i øvrigt i Mexico er kendt for at være ganske velhavende, ikke har tradition for at anvende større summer på hverken orgler eller organister, og bl.a. disse faktorer har efterladt mange instrumenter i en sørgelig stand.

Susan Tattershall er i dag 46 år, og hun flyttede for et år siden permanent fra Rhinebeck i New York til Mexico City, hvor hun til daglig beskæftiger 8 mand i et lille værksted i det indre af Mexicos hovedstad. Værkstedet ligger ud til åben gade i den ældre bydel med smalle stræder, og man skal være godt stedkendt for overhovedet at kunne finde det. Bag Susan Tattershalls beslutning om at bosætte sig i verdens største by (20 mio. indbyggere!) ligger der ca. 25 års erfaring med orgelbygning i Canada, Texas og Mexico, samt i Spanien, Italien, Østrig (hun var en overgang ansat hos Rieger) og i Tyskland (hvor hun bl.a. har arbejdet sammen med Jürgen Ahrend, der har restaureret Sct. Jacobi-orglet i Hamburg). Herefter startede hun for to år siden sit eget værksted med dengang to ansatte, mens hun i øvrigt stadig var bosiddende i New York.

Siden revolutionen har der ikke været orgelbyggere i Mexico, men der er forskellige tegn på, at velmenende håndværkere har forsøgt at reparere de værste skader, - et arbejde, der desværre har vist sig at være af særdeles svingende kvalitet. Orglerne har for langt størstedelens vedkommende været efterladt som almindeligt inventar, og der har således heller ikke været planer om fra kirkernes side at foretage større istandsættelsesarbejder. Det skal dog nævnes, at når man betragter det arbejde, som visse ikke-sagkyndige har foretaget, så må konklusionen være, at så længe orglerne er urørte og ikke restaureres af usagkyndige, så har de det bedst!

Orgelbyggeriet ligger lige ud til åben gade i den ældre del af Mexico City

Det er indlysende, at den største opgave for Organos Históricos de México er at restaurere de mange orgler, hvor imod der kun er tale om ganske få nybygninger - i øvrigt ofte til udenlandske organister! Opgaven må siges at være af en karakter, som kun en orgelbygger med entusiasme og missionærånd giver sig i kast med, og arbejdet foregår heller ikke uden vanskeligheder. I lighed med mange andre lande er der - man fristes næsten til at sige "selvfølgelig" - økonomiske aspekter, som er med til at nedprioritere restaureringen af de i europæiske øjne og øre virkeligt spændende og særegne instrumenter, også selvom priser og lønninger er væsentligt lavere end i Danmark. Mange kirker er ganske enkelt afhængige af egentlig sponsorstøtte eller støtte fra velhavende personer til orgelrestaureringer, og det er da også et kendetegn, at kun de velhavende kirker med et såkaldt Patronat - dvs. en bestyrelse, der kan forestå en egentlig indsamling - får igangsat en orgelrestaurering. Arbejdet er desuden langsommeligt på grund af de vilkår, hvorunder det forudsættes at blive udført. Mexico er at land, hvor loven - for nu at sige det diplomatisk - fortolkes temmelig frit, og mange landsbykirker tør ganske enkelt ikke overlade deres orgel (heller ikke et mindre transportabelt instrument) til nogen overhovedet, af frygt for aldrig at skulle se det igen! Af den grund udføres alt arbejde ofte i kirkerne (gerne under en eller anden form for bevogtning...), der ofte har dårligt elektrisk lys (hvilket i øvrigt ikke er meget værd, når der er strømafbrydelse...), og som er optaget af gudstjenester og messer en stor del af dagtimerne...

Til selve restaureringsarbejdet hører som måske den umiddelbart vigtigste opgave at uddanne og oplære de ansatte på værkstedet - et arbejde, der kræver stor tålmodighed! Mange unge har kun en kortvarig skolegang bag sig, og selvom de kan et regulært håndværk, har mange aldrig hverken set eller hørt et orgel før - under normale omstændigheder f.eks. i Danmark er størstedelen af de ansatte i en virksomhed oplærte i deres fag, mens en mindre gruppe er lærlinge, men her er det omvendt, så arbejdet er i mere end i én forstand "fra bunden". Det er så meget desto mere af afgørende betydning, at der oplæres og uddannes orgelbyggere, der kan genoptage den tradition, som det er at vedligeholde - og måske en dag bygge - orgler i et ellers så koloristisk og kulturelt rigt land som Mexico.

Det mexicanske orgels "fader" vides med bestemthed at være Pedro de Gante, der sammen med 2 andre udsendte ved kolonitidens start i 1521 tog til Mexico og underviste i bl.a. orgelbygning, bogbinding og nodeskrivning, efter i øvrigt at have brugt de første to år på at lære indianernes sprog Nahuatl. Selvom orglerne i Mexico således har spanske rødder, er praktisk talt alle orgler bygget af mexicanske orgelbyggere, som dermed frem til revolutionen formåede at skabe en selvstændig og veludviklet tradition.

Orglet fra Tamazulapàn, Oaxaca

Under mit besøg blev jeg præsenteret for 3 orgler, hvoraf det første var ved at blive restaureret på værkstedet. Instrumentet var et såkaldt processionsorgel fra ca. 1650 - bygget af en ukendt orgelbygger, formodentlig dominikanermunk. Processionsorglerne er af spansk oprindelse som et egentligt liturgisk instrument, og de bliver stadig brugt ved bestemte lejligheder - bl.a. i forbindelse med Nytårsdag og Kristi Legemsfest (den 1. torsdag i juni, hvor alle børn bliver udklædt som indianere og får kirkens velsignelse), og orglet bliver således transporteret rundt til forskellige altre på kirkepladsen, hvorfra der bliver sunget og fremsagt bønner.

Principtegning af processionsorglet fra Tamazulapàn - højde: ca. 2.20 m.

Udover manglende piber, der skulle erstattes i det pågældende orgel (alle var væk), har processionsorglerne et aftageligt klaviatur for at gøre orglet nemmere at håndtere - dette har imidlertid haft den effekt, at der kun findes ét eneste processionsorgel bevaret med tilhørende klaviatur, da dette enten er bortkommet; gået i stykker, eller blevet stjålet. Derudover var der et stort restaureringsarbejde på selve orgelhuset, da orglerne typisk har været malet over og måske haft andre funktioner i den periode, hvor de ikke har været funktionsdygtige. Der er eksempler på, at orglerne har været lavet om til enten skabe eller kommoder, hvorfor der ved en gennemgribende restaurering også må tages tilbørligt historisk hensyn til både bemaling og træskærerarbejde - ved at iagttage forskellige mønstre og farver er det dog muligt at gendanne den oprindelige udsmykning, da de forskellige orgelbyggere (f.eks. fra Oaxaca) har haft deres helt særegne og personlige stil.

Med hensyn til genskabelse af dispositioner og mensurer er det muligt på baggrund af en vindlade med nogenlunde sikkerhed at genskabe et orgel, da den mexicanske orgelbygningskunst praktisk talt ingen væsentlige ændringer gennemgik fra slutningen af 1600-tallet og frem til revolutionen. Romantikken fik kun meget lidt indflydelse på det mexicanske orgels grundidé, og Mexicos løsrivelse fra Spanien, der i løbet af 1800-tallet afstedkom flere interne politiske stridigheder, satte en effektiv stopper for mange aktiviteter - deriblandt de fleste orgelbyggeres. De egentlige romantiske orgler er i lighed med andre steder i verden bygget og importeret fra f.eks. Walcker og Cavaillé-Coll.

Typisk for den oprindelige orgeltype er - efter spansk tradition - delte registre, og førnævnte processionsorgel, (et 2’-instrument) havde følgende disposition:

Som nævnt var piberne på den ene eller anden måde forsvundet, og i forbindelse med revolutionen var det ikke ualmindeligt, at piberne i mange tilfælde blev taget af militæret og omstøbt til kugler - dette var også tilfældet med orglet i Museo National del Virreinato i Tepozotlàn lidt uden for Mexico City.

Orglet i Museo National del Virreinato, Tepozotlàn

Museets bygninger stammer fra kolonitidens begyndelse og indeholder en stor samling nationale klenodier, men var oprindeligt et jesuitterkloster indtil slutningen af 1800-tallet - herefter blev klostret brugt som fængsel indtil revolutionen. Susan Tattershall var ved mit besøg ved at intonere orglet i den tilhørende San Francisco kirke, og havde kun de dybeste registre færdige.

Orglet er et eksempel på, hvordan velmenende håndværkere i tidens løb nødtørftigt har forsøgt sig som orgelbyggere. Piberne var særdeles maltrakterede - bl.a. har man forsøgt af flere omgange at stemme orglet og ændre tonehøjden ved ganske enkelt at afkorte piberne betragteligt uden nogen form for større indsigt, og endelig var der eksempler på, at piber var blevet sprættet op, for derefter at være blevet lappet sammen med voks! Alt dette afstedkom, at Susan Tattershall, da hun påbegyndte restaureringen, kunne finde piberne i kirkens kælder i én stor bunke...

Ca. 1/3 af pibematerialet skulle have påloddet ekstra længde for at kunne føres tilbage til den normale tonehøjde og ca. 2/3 af piberne (primært de mindste) skulle laves på ny, da det netop var disse piber, der blev taget af militæret - et arbejde, der varetages af den franske pibemager Pascal Boissonet, der er bosiddende i Texas. Hele orglet, hvis underdel var blevet forsynet med nyt træskærerarbejde, er bygget i 1749 af Gregorio Casela, der i øvrigt i 1735 byggede det mexicanske orgel (på evangeliesiden) i Katedralen i Mexico City sammen med orgelbyggeren José Nassarre.

Orglet i El Collegio de las Viscainas

Et af Mexico Citys fineste orgler fra sidste århundrede blev restaureret i 1994-1995, og det var Susan Tattershalls første opgave i Mexico på egen hånd. Orglet står i den ældste endnu fungerende private pigeskole fra kolonitidens begyndelse, der først for ca. 25 år siden begyndte at optage drenge. Skolen, der har ca. 5.000 elever, drives udelukkende for private midler uden støtte fra stat eller kirke, og oprindeligt startede skolen som et hjem for baskiske enker og forældreløse piger, hvor musik indgik som et vigtigt led i undervisningen - herved fik pigerne en skoleuddannelse i ordentlige omgivelser. Orglet er bygget i 1834 af Francisco Perez de Laza, og restaureringen er særdeles vellykket, bl.a. fordi der var ca. 2/3 af de gamle piber bevarede.

Orglet i El Collegio de las Viscainas

Susan Tattershall forsøger at tilnærme sig den oprindelige stemning så meget som muligt - en stemning, der er en variant af middeltonestemningen. Dette har kunnet lade sig gøre ved at studere orglerne fra bl.a. Tlaxcala, hvor orglerne på det nærmeste er urørte, og man kan derfor godt tale om en egentlig mexicansk stemning. Stemningen var dog i dette orgel noget tilnærmet tempereret stemning, da man i 1800-tallet havde taget mere alsidige stemninger i anvendelse end egentlig middeltonestemning.

Flautado og Flautado Mayor er navne på orglets principaler, men karakteristisk for alle 8’- og 4’-stemmer var en relativt snæver mensur, der gav bl.a. den pågældende Flautado Mayor i Viscainas-orglet en blød og strygende karakter i retning af en italiensk principal. I 4’-lejet viste Flautado Mayor sig dog væsentlig mere principalagtig end i 8’-lejet. Violon 8’ var - pga. den snævre mensur - en særdeles interessant stemme med en nærmest quintatønagtig klarhed og ansats, hvorfor stemmen var et selvskrevet akkompagnementsregister!

Alle dækkede stemmer var med påloddede låg, og for rørfløjternes vedkommende i Tepozotlàn (Epigueta) var der tale om lange tynde rør, der bevirkede, at stemmen kun gav en mindre klanglig afvigelse fra en almindelig heldækket pibe - klangen var dog lysere, blandede fint, og passede smukt ind i det afdæmpede klangbillede for 8’-labialstemmernes vedkommende. Når man taler om spansk-influeret orgelbygning kan man selvfølgelig ikke komme udenom rørstemmerne, og jeg må sige, at jeg ganske enkelt ikke troede et lignende klangbillede muligt! Som det fremgår af dispositionen til Viscainas-orglet (og af billedet) er der 16’- og 8’-chamadetrompet i diskanten og 4’- og 2’-chamadetrompet i bassen, hvilket uden tvivl var Viscainas-orglets mest markante stemmer, som man ellers ikke ville forbinde med et mindre instrument. Rørstemmerne var for det første utroligt kraftige, men samtidig meget grundtonerige og med megen fylde, hvilket skyldes brugen af meget tynde tunger (helt ned til under en 1/10 mm i diskanten), som bidrog til dette glitrende klangbillede. En anden stemme, der selvfølgelig også bør omtales, er Corneta Magna på 5 kor - en stemme, der var intoneret blidt og delikat, så at den udgjorde et perfekt modstykke til rørstemmerne - derimod viste mixturerne sig at være glansfulde, og i kraft af bas- og diskantdelingen var der på den måde faktisk "flere orgler i ét" - både til cantusfirmus-repertoire og musik i en plenoregistrering! Et sidste fænomen, der skal nævnes her, er fordoblingen af aliquot-stemmer - en fordobling, der anvendes i selv små instrumenter som f.eks. i processionsorglet fra Tamazulapàn på 8 halve stemmer (jf. dispositionen med fordobling af Flautado 2’). Denne tradition er overtaget direkte fra spansk orgelbygning, og fordoblinger findes anvendt både som enkeltregistre og i mixturstemmer.

Orglerne i katedralen, Mexico City

Mexicos største orgler fra 1700-tallet findes i Catedral Metropolitana Primada de México. Selve kirken, der er over 100 m. lang og opdelt i 5 skibe, er et storslået bygningsværk, og hvor man nærmest kirkens liturgiske centrum foran alteret finder 2 næsten identiske orgler, anbragt på hhv. epistel- og evangeliesiden. Der har oprindeligt i katedralen kun været ét orgel, der var placeret på epistelsiden, og med facade både mod den centrale midtergang og mod mellemgangen - denne går hele vejen rundt i kirken, og der er derfra indgang til mindre sidekapeller. Orglet stammer fra 1695, og er bygget af den spanske orgelbygger Jorge de Sesma - dog er den prægtige facade og nogle af vindladerne bygget i Mexico af lokale håndværkere. Man har formodentligt ret hurtigt måtte erkende, at orglet ganske enkelt ikke kunne spille kirken op, og i 1734-1735 byggede José Nassarre sammen med Gregorio Casela (samme orgelbygger som i Museo Nacional del Virreinato) på den modsatte side - evangeliesiden - en nøjagtig kopi af Sesmas orgel, således at facaderne blev identiske på hver side af midtergangen. Orglet fik selvfølgelig sit eget spillebord, men det blev intoneret kraftigere end Sesmas orgel, hvilket afstedkom, at dette også på et senere tidspunkt blev omintoneret. Det kan med rette antages, at den egentlige mexicanske orgelbygning her har sit udspring, da Caselas slægt i flere generationer var betydningsfulde orgelbyggere. Nassarre undlod at bygge det nye orgel med Cs, hvilket betyder en store oktav med C-D-Ds-E osv. (hvilket har afstedkommet den misforståelse, at hans orgel skulle være det ældste), men bortset herfra er orglerne så godt som identiske mht. registre og stemmefordeling.

Udsnit af Nassarres orgel i katedralen i Mexico City

Sesmas orgel på epistelsiden har 78 halve stemmer, fordelt på 2 manualer, og yderligere har orglet anhangspedal - Nassarres orgel på evangeliesiden har 77 halve stemmer med samme fordeling på 2 manualer (og anhangspedal), og begge orgler er baserede på Principal 16’ (Flautado en 26). Mht. registrene er orglerne som sagt næsten identiske, men i 1815 udvidede Francisco Perez de Laza (der byggede Viscainas-orglet) Nassarres orgel med et lille positiv på 6 stemmer bag svelle. Der er i Spanien eksempler på svelleanordninger helt tilbage til 1600-tallet, så ideen har været nærliggende, og selvom der ikke har været tale om en egentlig romantisk om- eller tilbygning af Nassarres orgel, så tyder værkets tre 8’-stemmer måske alligevel på et ændret klangideal. Den oprindelige spanske idé fra 1600-tallet har først og fremmest været at anbringe kornetten bag svelle, men dette har heller ikke været tanken, da Perez de Laza helt har undladt denne stemme. I øvrigt er der kun tale om diskantstemmer (manualet har kun diskantomfang), og manualet er ikke anbragt hverken over eller under de 2 andre manualer, men ved siden af som et slags "udflyttermanual"!

Katedralorglerne passes af Mexicos anden orgelbygger, Joachim Wesslowsky, men katedralen er på nuværende tidspunkt i ganske ringe stand. Hele Mexico er oprindeligt bygget på gammel søbund, og der er flere steder ganske alvorlige problemer med fare for nedsynkninger og nedstyrtninger - at området med jævne mellemrum desuden udsættes for alvorlige jordskælv (senest i 1985), gør kun situationen værre. For at undgå denne skæbne, er katedralen indpakket i et enormt stillads, der over en årrække skal bringe bygningen i vatter på ny, da den simpelthen er ved at synke forskellige steder, og operationen ser ud til at lykkes. Der vil først på et senere tidspunkt blive taget endelig stilling til orglernes fremtid, men de er på nuværende tidspunkt meget forsømte.

Som det fremgår, er der virkelig noget at tage fat på for den, der har mod og lyst til at gøre en indsats på det mellemamerikanske kontinent i organologisk sammenhæng! Samtidig får man indtryk af en engang blomstrende orgelkultur, der helt har haft sin egen udvikling, men som blot ligger i dvale, indtil der i denne del af verdenen igen bliver ofret den fornødne opmærksomhed på disse værdier. Det er i øvrigt tankevækkende, at det er en ikke-mexicaner, der påtager sig opgaven at genopbygge eller snarere genopdage kvaliteterne i mexicansk orgelbygning! Samtidig giver det stof til eftertanke, at vi i Europa har haft og stadig har samfundspolitiske forhold, der fortsat medvirker til en udvikling af både orgelbyggeres og organisters arbejdsområde og interesse - et sandt privilegium!

Jeg skal ønske Susan Tattershall fortsat held og lykke med denne betydningsfulde indsats - orglet i Tepozotlàn bliver genindviet den 6. november, og det lille processionsorgel bliver ligeledes færdigt i løbet af november. Den næste restaurering er af katedralorglet i Oaxaca, der forventes færdigt til maj 1997, og der er i øvrigt meget, der tyder på, at Susan Tattershall ikke bliver arbejdsløs foreløbig!!!

Sluttelig skal jeg også rette en stor tak for god forplejning og husly til mine gode venner Bodil og Armando, og uden hvis hjælp jeg ikke ville have haft muligheden for at møde Organos Históricos de México!